Hvad gør man ved dårlig kemi med sin vejleder?
: 09.04.2025

Hvad gør man ved dårlig kemi med sin vejleder?
: 09.04.2025

Hvad gør man ved dårlig kemi med sin vejleder?
: 09.04.2025
: 09.04.2025
Af Matilde Albrektsen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Matilde Albrektsen
I aftenens anledning havde borgmester for Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen, skiftet byrådsmedlemmerne ud med en lang række problemknusende AAU-profiler fra Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH), som i fællesskab forsøgte at navigere rundt i de studerendes dilemmaer. I den forbindelse blev borgmester Lasse Frimand Jensen spurgt til, hvorvidt han har erfaring med at løse dilemmaer.
"Ja, som borgmester er det næsten dagligt, jeg skal hjælpe med at løse dilemmaer – både politiske og menneskelige. Det kan være alt fra prioriteringer i budgettet til afvejninger mellem forskellige interesser i kommunen. Så jeg er vant til at tænke i nuancer og finde balancer."
Monopolet
Især to af aftenens dilemmaer fangede de fremmødte studerendes interesse. Det første kom fra “Preben”, som har en kæreste, men som også føler sig tiltrukket af en person fra sit studie. “Preben” fortæller, at de har god kemi, og at de måske flirter lidt for meget. Han føler, at grænsen for utroskab er tæt på, og er derfor usikker på, om han skal tage afstand, indrømme det over for sin kæreste, eller om han bare skal nyde spændingen.
Her opstod der uenighed og debat i monopolet.
“Du skal træffe et valg. Hvad for en hest render du med? Er du til kæresten, du elsker, eller er du til flirten, du bliver varm i kinderne af, det må du ligesom finde ud af”, lød det fra Berith Heien Lauridsen, studielektor og underviser på socialrådgiveruddannelsen.
Det var Annette Olesen, lektor og underviser på kriminologi, dog ikke enig i:
”Jeg er uenig. Jeg har engang hørt Mads & Monopolet, og jeg kan ikke huske, hvem det var af monopoldeltagerne, der sagde, at man bliver så helvedes smuk af at have en flirt på studiet eller på arbejde, og det tror jeg på.”
Et andet dilemma, som de studerende særligt gav udtryk for, at de kunne spejle sig i, omhandlede dårlig kemi mellem ”Henrik” og projektgruppen og deres vejleder. ”Henrik” var i tvivl om, hvorvidt den dårlige kemi kunne påvirke projektforløbet og deres karakterer, og ønskede derfor råd til, hvad de kunne gøre i sådan en situation.
Monopolisterne var alle enige om, at man som vejleder er professionel nok til at skelne det personlige fra det faglige.
I den forbindelse brød en studerende ind i diskussionen og tilføjede bekymringen om en vejleder, som ikke kunne huske deres navne. Til det svarede Janne Seeman, professor i organisationssociologi, dog hurtigt, at de ofte har flere hundrede studerende og dermed mange navne at huske.
Katrine Tang, Sociologi, 4. semester og Nicolas Holdt, Sociologi 4. semester
Var der et specifikt dilemma, der gjorde særligt indtryk på dig, og hvorfor?
Katrine Tang: ”Jeg synes, det dilemma, hvor der bliver spurgt om, hvorvidt kemien med vejleder tæller noget i forhold til ens karakter, var meget spændende, fordi jeg tror, det er noget, vi alle sammen kan relatere til, og det er en bekymring, vi alle sammen har, fordi vi gerne vil gøre det godt, og der kom også nogle spændende refleksioner fra monopolet, så den satte sig særligt meget i mig i hvert fald.”
Nicolas Holdt: ”Jeg synes specifikt det med at have et skævt forhold til ens vejleder, det har jeg selv oplevet. Jeg havde den samme vejleder to semestre i træk og havde et forskelligt forhold og en helt anden kemi til denne vejleder fra det ene semester til det andet, og det var meget spændende at høre om fra nogle folk, som er inde i systemet.”
Kan du genkende nogle af dilemmaerne?
Katrine Tang: ”Altså, stort set alle spørgsmålene har gjort sig gældende i vores liv på en eller anden måde, tænker jeg, og det er jo også studerende, som vi kan spejle os i, der har stillet de her spørgsmål, så jeg synes overordnet set, at alle spørgsmålene har gjort et indtryk på mig i hvert fald."
Synes du, monopolet håndterer dilemmaerne godt?
Katrine Tang: ”Jeg synes, at de klarer sig pissegodt. De har nogle flere år på bagen, de er vise, og de er kloge, og de kan lede os forvirrede sjæle lidt i den rigtige retning, så overordnet gør de det bare megagodt.”
Nicolas Holdt: ”En fordel ved monopolisterne er jo, at de er fra forskellige fagområder, selvom det er inden for det samfundsvidenskabelige, [...] så man får jo lidt en helhedsforståelse og samtidig flere forskellige perspektiver på de samme emner.”
Katrine Zimmer Fauerholt Jensen, Sociologi, 2. semester
Var der et specifikt dilemma, der gjorde særligt indtryk på dig, og hvorfor?
”Jeg tænker, det vi lige har haft ift. det med, hvor grænsen går imellem flirt og utroskab, og hvordan de ligesom håndterede det, også fordi det er noget, der netop bliver sværere og sværere at vurdere, fordi en besked kan tolkes på mange måder, fordi er der smileyer, er der ikke, og sådan noget. Det er ikke bare en streg i sandet, som siger sådan og sådan længere.”
Synes du, monopolet håndterer dilemmaerne godt?
”Jeg synes, at det er godt, at de ikke er enige, fordi det er netop et dilemma, og det handler jo også om, at personen, der har stillet det, heller ikke selv kan finde svaret, og det er jo heller ikke sikkert, at der er et entydigt svar, men det der med måske at kigge lidt indad og så sige, hvor står jeg egentlig moralsk ift. det her, og er det okay, at jeg prioriterer mig selv. Det er nogle gange rart, at der er nogle andre, der siger til en, at det er der, man skal lægge sine kræfter.”
Caroline Nielsen, Sociologi, 2. semester
Synes du, monopolet håndterer dilemmaerne godt?
”Jeg synes, de er virkelig gode til at håndtere de her dilemmaer og svarer meget godt på det, og det her med, at de har forskellige holdninger til det, så de kan også sige, jamen jeg er dybt uenig med dig, og så sidder man der og griner lidt af det. Og at der er så mange forskellige, der kan svare, gør, at man får flere inputs på det samme, det synes jeg er rigtig god.”